To unge dræbt i ulykke: Ramte træ i vejside

Tidligt søndag morgen blev en 20-årig mand og en 16-årig pige dræbt i en færdselsulykke på Udhøjvej i Randers.

Alarm 1-1-2 modtog kl. 04.39 en anmeldelse om ulykke, og der blev sendt både ambulancer og politi til stedet, hvor bilen var kørt af vejen og havde ramt et træ i vejkanten.

Både den den 20-årige fører og den 16-årige passager blev erklæret døde på stedet, og de pårørende er, ifølge politiet, underrettet.

En bilinspektør blev tilkaldt og skal nu forsøge at klarlægge hændelsesforløbet. Derfor ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.