Tre unge mænd er blevet dømt for et groft overfald på en 22-årig mand på en rasteplads.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Overfaldet fandt sted natten til den 27. juni ved en rasteplads på Stillingevej i Harlev J. Her havde tre ukendte og delvist maskerede mænd slået og sparket en 22-årig mand utallige gange på kroppen og slået ham i hoved med en lattergasflaske, hvorefter gerningsmændende var stukket af fra stedet.
Den 22-årig var i kritisk tilstand og fik livreddende førstehjælp fra tilkaldt ambulancepersonale, indne han blev bragt til behandling på hospitalet.
-Gasflasken vejede omkring 4 kg og det er naturligvis vanvittigt at slå nogen i hovedet med sådan en tung flaske. Ved overfaldet fik den 22-årige kraniebrud og blødninger i hjernen, så det har været særdeles voldsomt, udtaler specialanklager Jesper Rubow.
Vidner så dem flygte
Flere vidner havde efter overfaldet set de tre gerningsmænd flygte fra stedet i en bil, som en politipatrulje kort tid efter fik øje på, da den kom kørende ad Silkeborgvej i Brabrand. Bilen blev standset og de tre mænd blev anholdt. I bilen lå der knive og en lattergasflaske synligt fremme.
Dagen efter blev de alle tre varetægtsfængslet i sagen.
De tre mænd, der er henholdsvis 19, 24 og 26 år er ved Retten i Aarhus kendt skyldig i vold af særlig farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder.
Den 26-årige blev idømt tre års fængsel, mens de to andre blev idømt fængsel i to et halvt år.
-Jeg er tilfreds med, at sagen er blevet afsluttet forholdsvist hurtigt, og at retten var enig med anklagemyndigheden i, at der var tale om et groft overfald, og at de tre mænd skulle idømmes flere års fængsel, siger Jesper Rubow.
Også dømt for hærværk og trusler
Ved Retten i Aarhus blev de tre mænd ud over overfaldet også dømt for hærværk ved at have knust forruden og sideruden på en bil med lattergasflasken.
De blev desuden kendt skyldige i trusler på livet, ved med kniv at have truet den 22-årige på livet og efterfølgende også udsat en yngre kvinde for det samme.
De tre mænd nægtede sig skyldige. De mente blandt andet, at de havde handlet i nødværge.
De tre dømte tog betænkningstid med hensyn til at anke domme og det har de 14 dage til at overveje.