Dømt for ulovlig våbenbesiddelse

En 35-årig mand fra Vojens blev mandag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt tre års fængsel for ulovlig våbenbessidelse.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 35-årige havde været i besiddelse af et oversavet jagtgevær samt en ladt pistol og en større mængde ammunition til pistolen på sin bopæl. Begge våben var funktionsdygtige. Han blev derfor dømt efter straffelovens bestemmelser for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.

Han blev også dømt efter våbenloven for at have været i besiddelse af et luftgevær og en salonriffel samt en større mængde ammunition, hvor genstandene ikke var opbevaret forsvarligt.

Den 35-årige erkendte overtrædelse af våbenloven, men nægtede at have overtrådt straffeloven og ankede denne del af dommen til frifindelse.

Den 35-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden den 22. juni og er fortsat varetægtsfængslet efter dommen, oplyser politiet.