112 3 år siden

20-årig varetægtsfængslet – sigtes for drabsforsøg

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: Rolf Larsen

Midt- og Vestjyllands Politi modtog fredag aften kl. 22.13 en anmeldelse om knivstikkeri, hvor en 30-årig mand var blevet hårdt såret af knivstikkeri og en 27-årig mand blev fået lettere skader.

Den 30-årige blev akut fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby, og den 27-årige blev efterfølgende kørt til Regionshospitalet i Gødstrup. Ofrene er brødre.

Efter et halv døgns efterforskning anholdt politiet kort før klokken 13 en 20-årig mand i en aktion på Navervej i Ikast.

Efter anholdelsen udtalte efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, politiinspektør Hans Roost:

-Der er ikke noget i efterforskningen, der tyder på, at der er tale om et bande- eller narkoopgør. Det er vores opfattelse, at hændelsen ikke er tilfældig, at de involverede personer har haft kontakt med hinanden inden opgøret, siger Hans Roost.

Den 20-årige blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg bag lukkede døre. Retten valgte at varetægtsfængsle den unge mand i fire uger. Han nægter sig skyldig.

Politiet tror ikke, at den 20-årige var alene og leder derfor efter en medgerningsmand. Derfor hører politiet fortsat gerne fra eventuelle vidner, eller andre, som har oplysninger til sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Arkivfoto: Rolf Larsen.
Læs også Brand i grisetransport på østjyske motorvej