Øger støtten til Ukraine med milliard-aftale

Regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier er enige om at give endnu flere milliarder til Ukrainefonden i de kommende år.

Med aftalen øges den militære støtte til Ukraine i Ukrainefonden med 2,3 mia. kr. i 2023, 10,5 mia. kr. i 2025, 7,4 mia. kr. i 2026 og 5,6 mia. kr. i 2027. Dermed er der samlet afsat 60,4 mia. kroner i Ukrainefondens ramme til militær støtte i 2023-2028.

Bag aftalen står regeringen og SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkepart, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.

-Vi ved ikke, hvor længe krigen i Ukraine fortsætter, men vi ved, at donationer er afgørende for, at Ukraine kan forsætte kampen mod Rusland. Danmark har gennem hele krigen været en trofast støtte til Ukraine, og når vi nu styrker vores opbakning, både i 2023 og i særlig grad ved også at afsætte betydelige midler i 2025-2027, sender vi et klart signal om, at ukrainerne på lang sigt kan regne med dansk støtte, siger Forsvarsminister Troels Lund Poulsen.