Løkke underskriver forsvarsaftale med USA

Udenrigsminister Lars Løke Rasmussen og den amerikanske amerikanske udenrigsminister Antony Blinken underskriver i dag forsvarssamarbejdsaftalen mellem Danmark og USA.

Aftalen betyder, at amerikansk personel og militært materiel kan stationeres på udvalgte danske militære områder i kortere eller længere tid. Det skal ske i tæt koordination med Forsvaret og andre relevante danske myndigheder.

Aftalen giver det amerikanske forsvar adgang til de tre flyvestationer i Karup, Skrydstrup og Aalborg.

-Jeg har i dag skrevet under på en aftale, der styrker dansk, europæisk og transatlantisk sikkerhed. Det er vigtigt at fastholde amerikanernes engagement i Europa i en tid, der er præget af krig, konflikt og usikkerhed. Danmark og Europa skal tage ansvar, og det er præcis, det vi gør med forsvarssamarbejdsaftalen med USA. Vi styrker samarbejdet med vores vigtigste allierede, og vi giver amerikanerne bedre mulighed for at være militært til stede i Europa. Det gavner også vores samarbejde i NATO og Norden, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Forsvarssamarbejdsaftalen mellem Danmark og USA er faldet på plads efter godt halvandet års forhandlinger. Aftalen omfatter ikke Færøerne og Grønland.

Aftalen vil træde i kraft, når Danmark og USA har gennemført deres respektive nationale implementeringsprocesser. I Danmark skal regeringen indhente Folketingets samtykke, da gennemførelsen af aftalen vil kræve lovændringer. Det arbejde påbegyndes næste år.