Søndag blev en 46-årig mandlig fodgænger ramt af en højresvingende bil, da han krydsede Søren Frichs Vej i Aarhus for grønt lys.
Efterfølgende steg bilisten angiveligt ud af bilen og slog ud efter den 46-årige, inden han skyndte sig ind i bilen og forlod stedet i høj fart.
Østjyllands Politi oplyser, at man klokken 18.15 modtog anmeldelsen om episoden, som var fundet sted kort forinden. Flere vidner havde set hvad der skete.
En politipatrulje blev sendt til stedet og fik kontakt til den 46-årige mand, som var blevet ramt på benet, men ikke umiddelbart var kommet til skade.
Politiet har optaget rapport om episoden, som nu bliver efterforsket nærmere.


