15-årig tiltalt for drab

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har rejst tiltale mod en 15-årig dreng for drab, subsidiært for grov vold med døden til følge, ved at have stukket en jævnaldrende dreng i brystet med kniv.

Østjyllands Politi modtog søndag d. 26. november kl. 17.46 en anmeldelse om, at en ung mand var blevet stukket i maven med kniv på Stationsplads i Grenaa.

Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor en 15-årig dreng blev behandlet i en ambulance, men hans liv stod ikke til at redde.

Flere vidner havde overværet dele af episoden og det førte til, at politiet kl. 19.10 samme aften kunne anholde en 15-årig dreng, som blev sigtet for drabet. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers og efterfølgende varetægtsfængslet i surrogat på en ungdomsinstitution.

Nu, knap to måneder senere, ef politiet færdig med at efterforske sagen og Anklagemyndigheden har vurderet sagen juridisk og valt at rejse tiltale mod den 15-årige gerningsmand.

-Der er tale om en meget alvorlig og ulykkelig sag, hvor en dreng er dræbt ved knivstik i brystet, siger Jesper Rubow, specialanklager ved Anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi.

Tiltalt for flere forhold

Foruden tiltalen for drab, subsidiært grov vold med døden til følge, er den 15-årige også ifølge anklageskriftet tiltalt for forsøg på grov vold mod en anden 15-årig dreng.

Den tiltalte havde i forbindelse med samme episode på Stationsplads i Grenaa også forsøgt at stikke en anden 15-årige dreng med samme kniv, hvilket var mislykkedes, da han løb fra stedet og dermed ikke blev ramt.

Anklagemyndigheden nedlægger påstand om erstatning og konfiskation af den anvendte dolk, da den 15-årige gerningsmand også er tiltalt for at have overtrådt knivloven.

Sagen vil blive ført som en nævningesag ved Retten i Randers, medmindre den tiltalte i stedet ønsker sagen behandlet under medvirken af domsmænd.

Sagen er endnu ikke berammet, så hvornår den kommer for retten er uvist.

Episoden fandt sted den 26. november sidste år omkring kl. 17.45 på Stationsplads i Grenaa.