En 24-årig udenlandsk mand er blevet varetægtsfængslet i en sag om indsmugling af 148 kg hash.
Manden blev onsdag eftermiddag taget ud til kontrol af Toldstyrelsen, da han kom kørende ind i landet i et polsk indregistreret køretøj med sættevogn.
Vogntoget blev kørt gennem Toldstyrelsens lastbilscanner, som afslørede, at to reservehjul var fyldt og det viste sig, at de to hjul indeholdt 148 kilo hash.
Den 24-årige blev herefter anholdt og sigtet for indsmugling af hash.
Han blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Den 24-årige nægter sig skyldig, men kærede ikke varetægtsfængslingen.

