19-årig sigtet for vold efter færdselsuheld

Et færdselsuheld på F. Vestergaards Gade i Aarhus C endte søndag aften med en anholdelse og sigtelse for vold.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

En 19-årig bilist var omkring kl. 20.45 ved at vende den udlejningsbil, han kørte i, da han flere gange undervejs ramte ind i en parkeret bil. Et par vidner tog kontakt til ham og forsøgte at få ham til at standse, da han virkede påvirket af alkohol.

Den 19-årige steg ud af bilen og forsøgte at løbe fra stedet, og da tre vidner ville tilbageholde ham, slog han det ene af dem, en 17-årig ung kvinde, i ansigtet. Det lykkedes efterfølgende de to andre vidner at holde fast i manden og få ringet til politiet.

Kort efter kom en patrulje efter frem til stedet og anholdt den 19-årige, der blev sigtet for vold.

Den unge mand blev derudover sigtet for sprit- og narkokørsel, da han virkede påvirket. Han fik foretaget en blodprøve, der skal vise, om han havde stoffer eller for meget alkohol i blodet.