112 2 år siden

Slagsmål på Banegårdspladsen i Aarhus

Af: Mette Sørensen
Foto: Rigspolitiet.

To gange i løbet af søndagen måtte politiet rykke ud til slagsmål på Banegårdspladsen i Aarhus.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Ved 6-tiden var nogle personer kommet i slagsmål og politiet rykkde ud til stedet, hvor et vidne pegede betjentene i retning af en gruppe på fem personer, hvoraf de to – en 29-årig og en 33-årig mand – netop havde været involveret i slagsmålet. Særligt den ene af de to mænd havde synlige skader, men han ønskede ikke at modtage behandling.

Fordi mændene var stærkt påvirket af alkohol var det ikke umiddelbart muligt for politiet at fastlægge hvad der var sket eller hvad årsagen til uoverensstemmelserne.
Begge mænd blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have indledt sig i slagsmål på Banegårdspladsen, som var en forstyrrelse af den offentlige orden.

Den 33-årige mand ønskede ikke at oplyse sig navn til politiet, hvorfor han også blev sigtet efter retsplejeloven ved at have nægtet dette.

Begge mænd blev taget med til politistationen.

Mand og kvinde anholdt

Kort efter klokken 17.30 måtte politiet endnu engang rykke ud til Banegårdspladsen, da der igen var opstået slåskamp mellem en gruppe personer.

Flere patruljer blev sendt til stedet, og en gruppe af personer blev bortvist og gjort bekendt med, at de ville blive anholdt, såfremt de vendte retur og tog ophold ved Banegården.

En 28-årig mand og en 43-årig kvinde, som begge havde deltaget i de nyopståede uroligheder, blev anholdt og taget med på stationen. De blev ligeledes sigtet for en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Læs også Natlige brande i det centrale Aarhus kan være påsat