En 41-årig mand er død efter han tirsdag aften blev overfaldet og stukket med kniv på Retspsykiatrisk afdeling i Skejby.
Politiet modtog anmeldelse om overfaldet kl. 19.46.
Ved politiets ankomst blev der ydet førstehjælp til den 41-årige, men hans liv stod ikke til at redde og han blev erklæret død kl. 20.08 af en læge på stedet. Han var død af de knivstik som han var blevet påført.
Personalet på stedet havde tilbageholdt en 46-årig mand som den formodede gerningsmand. Han blev efterfølgende anholdt af politiet, sigtet for manddrab ved med flere knivstik at have slået den 41-årige ihjel.
Det formodede gerningsvåben i form af den anvendte kniv blev fundet på stedet og er blevet sikret til sagen af politiet.
Både den 41-årige dræbte og den 46-årige anholdte mand var anbragt på afdelingen og havde derigennem et forudgående kendskab til hinanden.
-Vi har siden anmeldelsen i går aftes været synligt til stede med mange patruljer på selve gerningsstedet og i området omkring Aarhus Universitets Hospital i Skejby, hvor vi natten igennem blandt andet har afhørt vidner i sagen, indhentet videoovervågning og foretaget undersøgelser på gerningsstedet, siger fungerende politiinspektør Anders Uhrskov fra Østjyllands Politi, og han tilføjer:
-På baggrund af de oplysninger, vi har om sagen på nuværende tidspunkt, er det vores umiddelbare formodning, at hændelsesforløbet op til gerningstidspunktet er fastlagt, siger han.
Fremstilles i grundlovsforhor
Den anholdte 46-årige mand vil i dag kl. 13.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Anklagemyndigheden vil i den forbindelse anmode om lukkede døre til grundlovsforhøret.


