64-årig dømt for vold ved stutteri

Seks måneders ubetinget fængsel – sådan lød dommen for en 64-årig mand, som fredag ved retten i Viborg blev fundet skyldig i vold og forsætlig fareforvoldelse.

Den 64-årige er blandt andet blevet dømt for at have have påkørt to kvinder med sin bil og for at have bakket i høj fart med en mand hængende fast i fordøren, så manden endte med at blive kørt over.

Det første voldstilfælde er fra den 14. september sidste år. Her er manden fundet skyldig i at have givet en 66-årig kvinde et slag i ansigtet med knyttet hånd. Noget, der foregik i et skovstykke ved Skals. Det næste voldstilfælde skete cirka en måned senere – den 13. oktober  – ved Viegård Stutteri nær Skals. Her er manden fundet skyldig i at have påkørt to kvinder med sin bil og for med høj fart at have kørt frem mod to andre personer. Ved samme lejlighed er han fundet skyldig i forsætlig fareforvoldelse ved i høj fart at have bakket med sin bil, mens en 52-årig mand holdt fast i fordøren og endte med at falde ned på jorden, hvor han blev kørt over af bilens forhjul og derved blev alvorligt kvæstet.

Udover fængselsstraffen blev manden ubetinget frkendt sin førerret i et år, så han nu ikke må føre nogen form for motordrevet køretøj, der kræver kørekort, bortset fra lille knallert.

Den dømte har anket til frifindelse for alle forhold.

:NB: