Martin Brygmann aflyser efter beskyldninger om krænkende adfærd

DR dokumentarserien “Sexisme i musikbranchen” har nu  fået direkte konsekvenser for musikeren, skuespilleren og entertaineren Martin Brygmann.

I udsendelsen fortæller flere kvinder om hvordan Martin Brygmann, der i kvindernes udtalelser er anonymiseret, har haft grænseoverskridende adfærd. Martin Brygmann forsøgte at forhindre offentliggørelse af udsendelsen med et fogedforbud, men det afviste retten.

I kølvandet på udsendelsen har flere bookingbureauer ifølge Ekstrabladet.dk og bt.dk valgt at  fjerne Martin Brygmann fra deres kataloger. 

DR selv kommer heller ikke til at bruge Martin Brygmann i den nærmeste fremtid. Det fortæller Henrik Bo Nielsen, der er direktør for DR Kultur, Børn og Unge til DR Nyheder.

– Vi fører ikke lister over kunstnere, vi ikke vil samarbejde med. Samarbejder i DR bliver indgået på baggrund af en helhedsvurdering i den konkrete situation. Så hvis du spørger mig her og nu, om vi vil indgå et samarbejde med Martin Brygmann i morgen, så er svaret nej, siger Henrik Bo Nielsen.

Efter udsendelsen har Martin Brygmann valgt at aflyse sine engagementer de næste måneder. Det betyder bl.a. at han ikke optræder på Smukfest i august.