Omstridt miljøaktivist anholdt i Grønland

Grønlands Politi var i morges til stede på havnen i Nuuk for at anholde stifteren af organisationen Captain Paul Watson Foundation, Paul Watson.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Paul Watson var med i Greenpeace fra organisationens start, men i 1977 skiltes de og han dannede i stedet organisationen Sea Shepard, som med en mere konfrontatorisk tilgang bl.a. ville forhindre hvalfangst. Sea Shepard har bl.a. været midtpunkt i en tv-dokumentar serie, som fulgte organisationens kamp mod bl.a. japanske hvalfangerskibe. Her kunne man se, hvordan aktivister kastede syrebomber på dækkene af de japanske hvalfangerskibe og kolliderede med dem på åbent hav, altsammen for at forhindre hvalfangsten.

I 2022 forlod Paul Wason Sea Shepards og startede sin nye organisation Captain Paul Watson Foundation.

Den amerikanske-canadiske statsborger blev anholdt fordi der er en international arrestordre på ham.

Anholdelsen skete uden problemer, umiddelbart efter, at Paul Watson var anløbet Nuuk med skibet John Paul Dejoria, og den politioperative indsat er nu afsluttet.

De japanske myndigheder har udstedt en international arrestordre på Paul Watson, hvilket er baggrunden for, at Grønlands Politi stod klar til at anholde ham ved ankomsten i Nuuk.

Paul Watson bliver senere i dag fremstillet for Sermersooq Kredsret med anmodning om tilbageholdelse af ham, indtil der er taget stilling til, om han skal udleveres til Japan.

Det er Justitsministeriet, der træffer afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at udlevere personer til retsforfølgning i andre lande.