Californien ramt af jordskælv

Den sydlige del af den amerikanske delstat Californien er blevet ramt af et jordskælv.

Det skriver Newsweek.

Jordskælvet skete kl. 21.09 tirsdag aften lokal tid, eller kl. 06.09 onsdag morgen dansk tid.

Skælvet blev ifølge U.S. Geological Survey målt til 5,2 og ramte små 30 km sydvest for Bakersfield. Det kunne mærkes over store dele af det sydlige Californien, bl.a. på Dodger Stadium i Los Angeles under et baseballkamp mellem Los Angeles Dodgers og Philadelphia Phillies.

Der har efterfølgende været flere efterrystelser, men der er ingen oplysninger om ødelæggelser eller at nogen skal være kommet noget alvorligt til.