Danmark i OL-finalen efter sejr over Slovenien

Efter en dramatisk afslutning i semifinalen mod Slovenien fredag aften lykkedes det de danske håndbold herrer, at sikre sig en plads i finalen ved OL.

Det gik ellers godt i første halvleg, hvor Danmark hurtigt kom foran og holdt Slovenien på afstand og ved pausen var stillingen 15-10 i dansk favør.

Efter pausen lykkedes det Slovenerne at hale ind på danskerne. Men efter en time-out med opsang fra landstræner Nikolaj Jacobsen fik Danmark igen udbygget føringen.

Men hen mod slutningen blev det alt for spændende, for efter et par brændere fra dansk side var stillingen pludselig 31-29. Det blev yderligere reduceret til 31-30 med få sekunder tilbage af kampen. Slovenien fik tilkendt et frikast – efter dommerne måtte ud og kigge på videoskærmen for at sikre sig, at der ikke skulle dømmes straffekast i stedet. Tiden var løbet ud, men kastet skulle tages og det stod Borut Mačkovšeks for. Heldigt for danskerne sendte han den over målet.

Dermed blev Danmark vinder og skal på søndag møde Tyskland i finalen.

365Sport.dk