En mand blev søndag formiddag fundet død af en forbipasserende i en en mindre sø i et grønt område på Skanderborgvej i Aarhus C.
Den forbipasserende anmeldte fundet kort før klokken 11, hvorefter flere patruljer og ambulancer blev sendt til stedet for at undersøge forholdet nærmere.
Ved politiets ankomst nogle få minutter senere var brandvæsenet allerede fremme og i færd med at trække en livløs mand op fra vandet. Vedkommende blev efterfølgende erklæret død på stedet af en læge.
Kort tid efter blev den afdøde person identificeret som værende en 48-årig mand fra Polen, som ikke var tilknyttet nogen fast bopæl i Danmark.
Den afdøde mand så ikke umiddelbart ud til at have været udsat for vold eller overgreb, men andre omstændigheder omkring dødsfaldet virkede alligevel mistænkelige, hvorfor politiet valgte at afspærre et større område omkring vandhullet.
I forbindelse med politiets indledende efterforskning af sagen blev det vurderet, at den 48-årige mand muligvis havde befundet sig på stedet i tiden op til hans død sammen med flere andre personer.
”Vi har arbejdet intensivt på stedet siden søndag formiddag og foretaget en lang række vidneafhøringer af naboer, forbipasserende og folk med relation til det miljø, der færdes i det grønne område, hvor den 48-årige blev fundet afgået ved døden i et vandhul,” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.
To mænd anholdt
Senere søndag eftermiddag blev først en 35-årig mand anholdt kl. 13.45, mens også en 40-årig mand blev anholdt senere på eftermiddagen i forbindelse med politiets efterforskning af det mistænkelige dødsfald.
De to personer er mandag ved middagstid blevet løsladt, da Østjyllands Politi har fået svar på obduktionsrapporten af den afdøde 48-årige mand.
Obduktionsrapporten har ikke vist nogen tegn på, at den 48-årige skulle have været udsat for en forbrydelse, men at han med al sandsynlighed er afgået ved døden som følge af en ulykke.

