En 32-årig mand troede formentlig at han var snu og kunne slippe for at betale for parkering, da han onsdag eftermiddag parkede sin bil foran indangen til hospitalet i Skejby – men han endte men en stribe sigtelser i stedet.
Østjyllands Politi oplyser, at man kl. 16.22 modtog en anmedlelse om, at den 32-årige havde parkeret sin bil på Palle Juul-Jensens Boulevard foran indgangen til hospitalet og derefter fjernet bilens nummerplader og skjult bilens stelnummer.
Ifølge anmeldelsen havde den samme person gjort noget lignende et par dage før. En politipatrulje blev sendt til stedet for at undersøge sagen nærmere.
Kort tid efter politiets ankomst til parkeringspladsen kom bilens ejer til stedet og udviste en aggressiv adfærd over for betjentene, mens han nægtede forholdet til trods for, at flere vidner kunne udpege ham som gerningsmanden og havde set ham afmontere nummerpladerne.
Den 32-årige mand blev talt til ro og efterfølgende informeret om, at han skulle betale for sin parkering samt sætte sine nummerplader retur, så de var synlige. Han blev sigtet efter både registreringsbekendtgørelsen og udstyrsbekendtgørelsen.
Manden erkendte efterfølgende forholdet og fandt en nummerplade frem inde fra bilen, som han placerede i forruden, hvorefter politiet forlod stedet.