En 27-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet, sigtet for overtrædelse af flere terrorbestemmelser i straffeloven.
Kvinden ankom torsdag aften sammen med sin 8-årige søn til Københavns Lufthavn efter længere tids ophold i Syrien, hvortil hun var rejst i 2014 og tilsluttede sig Islamisk Stat.
Ved ankomsten i lufthavnen blev hun anholdt af betjente fra Østjyllands Politi. Hendes søn blev overdraget til de sociale myndigheder, som nu tager sig af ham.
Det er Udenrigsministeriet, der har stået for koordinationen af evakueringen fra en lejr i det nordøstlige Syrien og for transporten frem til Danmark.
”Anholdelsen skete uden dramatik, og vores betjente har anholdt og sigtet kvinden, hvorefter hun blev kørt til Aarhus. Nu pågår der en efterforskning af sagen, som formentligt kommer til at tage lidt tid,” siger vicepolitiinspektør Flemming Nørgaard fra Østjyllands Politi.
Fredag formiddag blev hun fremstillet i grundlovsforhør, og her valgte retten, at varetægtsfængsle hende i fire uger.
Kvinden har taget forebhold for en evt. anke af fængslingen.