Politiet har mandag og tirsdag ledt efter et muligt nedgravet spædbarn i Anlægget i Slagelse.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som også oplyser, at man mandag morgen modtog oplysninger om, at der kunne være begravet et spædbarn, men omfattende undersøgelser i området har endnu ikke givet noget resultat.
-Vi er bekymret for, at der kan være en kvinde, som har brug for hjælp. Vi har brug for at få afklaret, om der er begravet et spædbarn i området, og på samme tid ønsker vi oplysninger, der kan føre os til den pågældende kvinde. Derfor appellerer vi nu til borgerne, siger politiinspektør Kim Kliver.
Politiet opfordrer til, at borgere, der kan have relevante oplysninger om muligt involverede personer eller som har bemærket noget usædvanligt i eller omkring Anlægget inden for de seneste 14 dage, om at henvende sig til politiet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
:NB: