En 33-årig mand er blevet varetægtsfængslet i en sag om knivdrab på en mand tirsdag aften i Holbæk.
Det skriver lokalmediet Holbaekonline.dk.
Politiet modtog tirsdag kl. 20.42 en melding om knivstikkeri på Blytækkervej i Holbæk og sendte en patrulje til stedet, hvor en 33-årig mand blev fundet ramt af knivstik. Manden var hårdt kvæstet af sine skader og afgik kort efter ved døden.
På stedet var der tre mænd på henholdsvis 33, 45 og 51 år. De blev alle tre anholdt.
Onsdag middag blev de tre mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk og efter at have hørt forklaringer fra den 45-årige og den 51-årige valgte anklageren at løslade de to mænd.
Den 33-årige blev varetægtsfængslet frem til den 17. december.
:NB: