Kvinde dræbt med knivstik

af

En 38-årig mand er blevet sigtet for drab på en 67-årig kvinde i Sønderborg lørdag.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den 67-årige kvinde blev lørdag formiddag fundet i Damgade og politiet har det meste af lørdagen været tilstede og afspærret området for at sikre eventuelle spor, ligesom politi og retsmedicinere arbejdede på stedet. Også en område omkring en adresse på Kastanjeallé blev afspærret for at sikre eventuelle spor.

Allerede tidligt stod det klart, at kvinden var død under omstændigheder, som indikerede, at der lå en kriminel handling bag.

”Den foreløbige efterforskning – heriblandt omstændighederne omkring kvindens død og de foreløbige afhøringer – har vist, at kvinden er blevet dræbt af knivstik. Vi er fortsat tidligt i vores efterforskning, og vi kan af hensyn til netop efterforskningen ikke komme ind på nærmere detaljer end dem, vi har oplyst”, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen.

Kvindens pårørende er i øvrigt blevet underrettet,oplyser politiet.

Har meldt sig selv

Den 38-årige formodede gerningsmand meldte sig selv og er i politiets varetægt.

Han er sigtet for drab og vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag, hvor anklagemyndigheden vil begære dørlukning.