H.M. Kong Frederik holdt nytårsaften sin nytårstale og i den kom han bl.a. ind på sin nye situation som konge, på unge og på de mennesker, som yder til samfundet.
Nytåret markerer tidens gang, hvor “afslutning bliver til begyndelse.” For første gang holdt Kongen nytårstalen, efter at Dronning Margrethe sidste år overraskede med sin sidste tale. Kongen udtrykte taknemmelighed for støtten i sin nye rolle, særligt mindeværdig var “14. januar – dagen, hvor jeg trådte frem på balkonen og mødte så meget støtte, glæde og kærlighed.”
Kongen reflekterede over ungdommens frihed og udfordringer: “Nutidens unge står ved sig selv – både sårbare og stærke,” og understregede vigtigheden af at lytte og lade dem komme til orde. Polarisering blev adresseret med ønsket om mere nuancering: “Vi skal ikke lade uenighed holde os fra at udveksle opfattelser.”
Han roste dansk frivillighed og de værdier, der binder landet sammen, herunder engagement i NATO og kampen for fred og klima. Kongen bemærkede, at “Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet.”
Familien blev fremhævet som en kilde til glæde, og samhørighed blev hyldet: “Dagligdagen kan hurtigt løbe af sted med os, men det, der står tilbage, er samhørigheden.” Kongen afsluttede med håb og tillid til fremtiden: “Godt begyndt er halvt fuldendt.”
Med ordene: “Tak for året, der er gået, og rigtig godt nytår. Gud bevare Danmark,” afsluttede han sin første nytårstale som Danmarks konge.
Du kan læse hele tale på Kongehusets hjemmeside.


