Tre nye arktiske skibe, yderligere langtrækkende droner med avanceret billedindhentningskapacitet og styrkelse af satellitkapacitet. Det er nogle af initiativerne i den første delaftale for Arktis og Nordatlanten, regeringen og partierne bag forsvarsforliget er blevet enige om i tæt samarbejde af det færøske landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut.
Der er også enighed om, at den sikkerhedspolitiske situation kræver yderligere initiativer og at der derfor indgås en delaftale 2 om Arktis i første halvår af 2025.
”Vi står overfor alvorlige sikkerhedspolitiske udfordringer. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at trusselniveauet i Arktis og Nordatlanten er forværret. Derfor skal vi styrke Forsvarets tilstedeværelse i regionerne markant. Det gør vi med denne delaftale, som er blevet til i tæt samarbejde med det færøske landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut. Aftalen lægger et fundament, vi skal bygge videre på i første halvår af 2025,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Med delaftalen ønsker aftaleparterne og Naalakkersisut at forbedre overvågning og suverænitetshævdelse i regionerne. Samtidig er det afgørende at understøtte nære allieredes og NATO’s opgaveløsning i Arktis og Nordatlanten, så forsvaret og sikkerheden styrkes. I alt er der initiativer for cirka 14,6 mia. kroner.

