Fjerner kritiseret dokumentar og fyrer nyhedschef

DR har nu valgt at fjerne den kritiserede dokumentar ‘Grønlands hvide guld” og samtidig fyret den ansvarlige chef.

Programmet har fået massivt kritik fra flere sider for at indeholde forkerte tal. Men det har indtil nu ikke fået DR til at reagere. Men i dag, kl. 12.15 skete der så noget, som ændrede det hele:

– Jeg er i dag klokken 12.15 blevet gjort opmærksom på et forhold i tilblivelsen af dokumentaren ‘Grønlands hvide guld’ som har fået mig til at træffe beslutningen om, at dokumentaren ikke længere vil være at finde på DRTV. Dette forhold sammenholdt med den samlede mængde af problemer, der er erkendt og beklaget over de seneste dage, er grunden til, at jeg nu har truffet beslutningen. Jeg vil gerne undskylde, at vi har publiceret en dokumentar, der ikke lever op til de forventninger, som danskerne med rette må have til os, samt vores håndtering i de seneste dage, udtaler DR’s nyhedsdirektør Sandy French i en pressemeddelelse fra DR.

Konkret drejer det sig om en graf, der fremgik som helt central i en tidligere version af dokumentaren. Grafen viste prisen for det samlede akkumulerede salg af kryolit over årene omregnet til nutidskroner med BFI-indeks og fratrukket den danske stats udgifter til Grønland. Pointen med grafen var, at Grønland i en lang årrække var en kæmpe overskudsforretning for Danmark, hvilket tegnede et nyt billede af forholdet mellem Danmark og Grønland. I januar blev grafen taget ud af dokumentaren, da der bliver gjort opmærksom på, at den ikke var retvisende.

Interviews med Mute B. Egede og Lars-Emil Johansen var imidlertid foretaget, inden grafen blev fjernet fra programmet. Dermed reagerede de i interviewet blandt andet på baggrund af oplysninger i en graf, der ikke optrådte i den færdige dokumentar. Kilderne blev efterfølgende kontaktet af redaktionen og godkendte, at deres reaktioner på oplysningerne i grafen fortsat måtte bruges.

Om det siger Sandy French:

-Det kan synes, som en mindre ting i forhold til den store debat om dokumentaren, men denne nye opdagelse er afgørende for mig fordi man skal kunne stole på, at fremstillingen er retvisende. Dette, uanset om kilderne har indvilget i, at vi fortsat kunne bruge klippene efter grafen ikke længere optrådte i dokumentaren.

Ansvarlig chef fyret

DR gør i pressemeddelelsen opmærksom på, at DR Nyheders chefredaktør Thomas Falbe fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning. Thomas Falbe havde det redaktionelle ansvar for dokumentaren internt i DR.