En død mand blev fredag fundet i en kloak i området omkring Edelhoffvej i Harlev.
Det oplyser Østjyllands Politi, der ikke kan udelukke, at der ligger en forbrydelse bag.
Fundet blev gjort i forbindelse med arbejde i kloaken og politiet modtog anmeldelsen kl. 16.30.
Den afdøde har, ifølge politiet, formentlig ligget der i noget tid.
Siden har politiet arbejdet intensivt på stedet og foretaget afhøringer og undersøgelser i området.
”Lokationen gør arbejdet vanskeligere, og vi kommer til at bruge en del tid på undersøgelserne derude. Derudover kommer det til at tage tid at få identificeret personen. Lige nu kan vi hverken sige, hvad der er sket, hvornår det er sket, og hvem den afdøde er. Vi betragter omstændighederne som mistænkelige, og derfor har vi sat en del kræfter af til at efterforske sagen, men det varer noget tid, inden vi kan melde mere ud og fastslå, om der ligger en kriminel handling bag eller ej,” siger politiinspektør René Raffo.
I forbindelse med efterforskningen hører politiet gerne fra borgere som har set noget eller har oplysninger i sagen. Politiet kan kontakts på telefon 114.
:NB:


