Mand fundet død i bil

Mandag eftermiddag blev en 48-årig mand fundet død i sin bil, som holdt i siden af vejen på Munkevejen i Tilst.

Fundet blev gjort kort før klokken 16 og da politiet ikke kunne udelukke, at han var død som følge af en kriminel handling, blev vejen spærret af, og der blev foretaget tekniske undersøgelser på stedet.

På baggrund af den indledende efterforskning af sagen tyder det ikke på, at der er sket noget kriminelt, men der skal foretages yderligere undersøgelse og en obduktion, før politiet kan udelukke det.

Østjyllands Politi oplyser, at det var en borger, som tilfældigt opdagede den afdøde, hvorefter han fik tilkaldt hjælp. Den 48-årige blev erklæret død på stedet, da politi, lægebil og ambulance var kommet frem.

De pårørende til den 48-årige er underrettet.