Røveri: Mand sprøjtet med peberspray og bestjålet

Tirsdag aften ved 20.30-tiden blev en 42-årig mand udsat for røveri på Banegårdspladsen i Aarhus.

Manden var blevet overfaldet af en mand, som brugte peberspray mod ham og stjal hans taske og nogle tusinde kroner fra hans jakke.

Politiet blev tilkaldt og fandt den 42-årige liggende på Banegårdspladsen, synligt påvirket af pebersprayen.

Et vidne stod ved den 42-årige, da politiet ankom og kunne kort fortælle, at han havde set en ung mand og forurettede i konflikt med hinanden, og at den unge mand havde sprøjtet peberspray på den 42-årige, hvorefter den unge mand løb fra stedet.