Dømt for at bruge Bandidos-kendetegn

En 24-årig mand blev fredag ved Retten i Aarhus dømt for at have anvendt kendetegn fra den forbudte rockergruppering Bandidos MC.

Den 24-årige sad varetægtsfængslet i Aarhus Arrest i en sag om et voldeligt overfald begået på Banegårdspladsen i Aarhus, og i en periode mellem den 9. september og 10. oktober sidste år skrev han blandt andet ”Bandidos Aarhus” og ”BFFB” (Bandidos forever, forever Bandidos) på et ark papir og inventaret og væggene i cellen.  

Derudover stillede han en bog med Bandidos-logo sådan, at man kunne se det ved indgangen til cellen. 

Bandidos MC blev administrativt forbudt i maj sidste år og siden har det været ulovligt at videreføre foreningen ved for eksempel at gå rundt offentligt med foreningens logo eller på anden måde gøre brug af tegn, symboler og lignende.

Den 24-årige blev dømt for overtrædelse af straffeloven ved at anvende Bandidos MCs kendetegn i arresten. Han fik ikke nogen ekstra straf for forbrydelsen. Det skyldes, at han den 6. december sidste år blev idømt 1 ½ års fængsel for et knivoverfald i Aarhus. 

Han nægtede tiltalen. De er pt. uvist om han modtager eller anker dommen.