Flere kommer til skade på elcykel: Skader og udgifter stiger markant

Antallet af ulykker med elcykler er steget med 76 procent de seneste fem år. Det viser en ny opgørelse fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, som samtidig peger på brugen af cykelhjelm som en enkel og billig løsning til at forebygge særligt de alvorlige skader.

Siden 2019 er salget af elcykler fordoblet, og ifølge Danmarks Statistik ejer hver ottende danske familie i dag en elcykel. Den øgede udbredelse af elcykler afspejler sig i ulykkesstatistikkerne: På Fyn er antallet af skader efter elcykelulykker steget med cirka 76 procent, og de tilhørende udgifter til behandling er steget med cirka 73 procent.

–”Antallet af el-cykelulykker stiger år for år, og i sundhedsvæsenet bruger vi flere og flere penge på at behandle personer, der kommer til skade på deres elcykel,” siger Jens Lauritsen, professor ved Ulykkes Analyse Gruppen, Klinisk Institut og Odense Universitetshospital.

Modsat er antallet af ulykker med almindelige cykler forblevet uændret i samme periode.

Alvorlige skader rammer hver tredje

Opgørelsen, som Jens Lauritsen og hans kolleger i Ulykkes Analyse Gruppen står bag, bygger på data fra Fyn. I 2019 blev 201 personer behandlet på Odense Universitetshospital eller Svendborg Sygehus efter ulykker med elcykel – i 2023 var tallet steget til 382.

Cirka hver tredje af de tilskadekomne fik alvorlige skader såsom brækkede knogler, hjernerystelser, større sår, nerveskader eller indre skader.

Ifølge Jonas Ammundsen Ipsen, ph.d. og forskningsansat i Ulykkes Analyse Gruppen, var det kun omkring halvdelen af de tilskadekomne cyklister, der brugte cykelhjelm.

–”Det er rigtigt ærgerligt, for vi kan se, at cirka hver tredje kommer alvorligt til skade med for eksempel hjernerystelse eller brækker knogler,” siger han.

Opfordring til brug af hjelm

Stigningen i skader og sundhedsudgifter bekymrer forskerne, især fordi forebyggelse er mulig med enkle midler.

–”At udgifterne stiger, når antallet af ulykker stiger, er ikke overraskende, men det er en ærgerlig og dyr udvikling, især fordi vi har nogle effektive og billige midler til at forebygge særligt de alvorlige og meget dyre ulykker,” siger Jens Lauritsen.

En ny norsk rapport dokumenterer, at cykelhjelm kan halvere risikoen for hovedskader eller død og reducere risikoen for ansigtsskader med 25 procent.

–”I dag kan man få en CE-mærket cykelhjelm til cirka 300 kr. Det er en meget lav pris for en så effektiv beskyttelse,” forklarer Lauritsen og tilføjer:

–”Vores klare anbefalinger er derfor fortsat, at du bør bruge cykelhjelm, når du cykler.”

Gode råd til din cykelhjelm:

  • Sørg for, at din cykelhjelm passer i størrelsen, er rigtigt indstillet og sidder godt fast på hovedet. Det kan du få hjælp til at tjekke ved en cykelhandler.
  • Hjelmen skal være CE-mærket. Hvis den er mærket EN 1078 lever den op til en europæisk sikkerhedsstandard for cykel – og skaterhjelme
  • Køb en ny cykelhjelm, hvis den har været udsat for et hårdt stød eller slag, eller hvis der er noget, som går i stykker på den.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk