En 35-årig mand er i dag ved Retten i Herning blevet idømt seks års ubetinget fængsel for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. Dommen indebærer desuden, at manden udvises af Danmark for bestandig.
Ulykken fandt sted den 24. april 2024 på Vejlevej ved Nørre Snede, hvor den 35-årige mand, der dengang var beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård, under en overhaling påkørte en modkørende bil ført af en 55-årig kvinde. Kvinden omkom ved sammenstødet.
Ifølge dommen foretog manden overhalingen trods spærrelinje og færdselstavle, der markerede overhaling forbudt. På ulykkestidspunktet kørte han med en hastighed på cirka 111 kilometer i timen i en 90-zone og var desuden påvirket af det bevidsthedspåvirkende stof THC.
“Det er svært at tale om at være tilfreds i sager som den her. Uanset hvilken dom retten var kommet frem til, så er det ikke sikkert, at det ændrer ret meget for de efterladte. Men det er min opfattelse, at straffen er i tråd med praksis,” udtaler senioranklager ved anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, Flemming Hother.
Ud over uagtsomt manddrab er den 35-årige også dømt for hensynsløs kørsel, kørsel under påvirkning af THC, kørsel uden førerret samt to tilfælde af overtrædelse af kontrolforpligtelser på Udrejsecenter Kærshovedgård. Han ankede dommen på stedet.
Udrejsecenter Kærshovedgård drives af Kriminalforsorgen og er et af to udrejsecentre for afviste asylansøgere i Danmark. Centret er åbent, men med døgnbemanding, videoovervågning og adgangskontrol. Beboerne er ikke frihedsberøvede og kan frit komme og gå, men de er som udgangspunkt underlagt opholdspligt, hvilket betyder, at de skal bo og overnatte på centret.

