En hændelse i Haderslev mandag aften har fået Syd- og Sønderjyllands Politi til at opfordre borgere til omtanke i omgangen med legetøjs- og hardballvåben.
Klokken 19.52 modtog politiet en anmeldelse om en ung mand med pistol i Haderslev. En borger havde observeret den formodede bevæbnede person og reagerede. Ud fra borgerens beskrivelse kunne politiet ikke udelukke, at der var tale om et rigtigt skydevåben, og en større politiaktion blev iværksat.
Vicepolitiinspektør Nikolaj Hølmkjær understreger, at sådanne anmeldelser bliver taget meget alvorligt:
– Vi tager alle henvendelser alvorligt, når der er melding om skydevåben. Politiet rykker hurtigt ud og er forberedt på at møde en bevæbnet person, siger han.
Den unge mand blev hurtigt lokaliseret, og det viste sig, at der var tale om en 17-årig ung mand, som var sammen med en gruppe udklædte personer bar på et legetøjsvåben som en del af sin kostume. Han udtrykte efterfølgende forståelse for, at hans opførsel kunne misforstås.
Politiet advarer mod, at legetøjsvåben og hardball-pistoler medbringes i det offentlige rum. Ifølge Hølmkjær kan det skabe både utryghed og farlige situationer, da det på afstand kan være umuligt at vurdere, om et våben er ægte.
Syd- og Sønderjyllands Politi har tidligere på året oplevet lignende episoder i Esbjerg, hvor personer fremviste legetøjsvåben offentligt – i ét tilfælde blev der endda afgivet varselsskud.
– Det ville være tragisk, hvis vi så os tvunget til at anvende vores våben, og det efterfølgende viste sig, at der var tale om en hardball-pistol eller et legetøjsvåben, udtaler Hølmkjær.
Politiet opfordrer derfor til, at den slags genstande kun anvendes hjemme eller på dertil indrettede baner.
:NB:

