En 71-årig mand mistede tirsdag livet i en soloulykke i Skjød nord for Hammel, oplyser Østjyllands Politi.
Ulykken blev anmeldt kl. 13.29, og ved ankomsten fandt politi og redningsmandskab en fejemaskine, der var væltet om på siden i en grøft. Føreren af maskinen blev erklæret død på stedet.
Der er ifølge politiet intet, der tyder på, at andre trafikanter har været involveret i ulykken. Hvad der præcist førte til hændelsen, er endnu uklart.
En bilinspektør er tilkaldt for at klarlægge ulykkens omstændigheder, og Arbejdstilsynet er også inddraget i efterforskningen.
De pårørende er blevet underrettet, og Østjyllands Politi afventer i øjeblikket bilinspektørens rapport. Politiet ønsker ikke at udtale sig yderligere på nuværende tidspunkt.
:NB:


