Fem mænd dømt i stor narkosag – samlet 27 års fængsel for kokainhandel

Retten i Viborg har i dag afsagt dom i en omfattende narkosag, hvor fem mænd er blevet dømt for besiddelse og videresalg af i alt 3,5 kilo kokain.

De dømte, der er mellem 24 og 44 år gamle, har hver fået mellem fire et halvt og seks et halvt års fængsel. Den samlede straf lyder på 27 års fængsel. Den 35-årige mand blev desuden udvist af Danmark med et indrejseforbud på 12 år.

Sagen drejede sig om, at mændene i perioden fra 13. juli til 23. oktober 2023 modtog bestillinger og distribuerede kokain til et større antal personer via telefon og internetbaserede kommunikationstjenester. De fem blev alle anholdt den 23. oktober 2023 efter en målrettet og langvarig efterforskning.

-Vi fik et tip i sommeren 2023, som fik os til at kigge i retning af de fem nu dømte mænd. En omfattende efterforskning har stået på både før og efter anholdelserne, og blandt andet telefonaflytninger og observationer mod de involverede personer og i miljøet omkring dem, førte til, at anklagemyndigheden rejste tiltale og at retten i dag har dømt de fem mænd, siger politikommissær og efterforskningsleder Henrik Andersen.

Christian Skov Poulsen, fungerende specialanklager ved anklagemyndigheden i Midt- og Vestjylland, udtaler:

-Jeg er tilfreds med dommen, og hæfter mig særligt ved, at retten var enig i, at de fem har handlet som et samlet netværk og de derfor er dømt i forening.

Den 24-årige og den 25-årige mand blev hver især idømt fire år og seks måneders fængsel og modtog dommen. Den 34-årige og den 35-årige blev begge idømt seks år og seks måneders fængsel, hvoraf den 35-årige også blev udvist med indrejseforbud i 12 år. Han udbad sig betænkningstid. Den 44-årige mand fik fem års fængsel samt frakendelse af førerretten i tre år.

Alle fem er fængslet efter domsafsigelsen.

:NB: