To udenlandske statsborgere er ved retten i Esbjerg blevet dømt for grov vold i forbindelse med en voldsom episode på et asylcenter i Hviding.
Episoden fandt sted den 12. januar i år.
Den 42-årige mand, som er libysk statsborger, blev fundet skyldig i grov vold, efter han stak en 41-årig russisk mand i brystet med en kniv. Han blev idømt 10 måneders fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år.
Den 41-årige russiske mand blev ligeledes dømt for grov vold. Efter knivstikkeriet slog han den 42-årige med en elkedel og tildelte ham flere slag i ansigtet og på kroppen. Han modtog en fængselsstraf på tre måneder og en advarsel om udvisning.
De to mænd kom begge til skade under hændelsen og har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret den 13. januar. Den libyske mand forbliver fængslet, mens den russiske mand blev løsladt i forbindelse med retsmødet den 26. maj.
Anklagerfuldmægtig Katrine Tranekjer fra Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi udtrykker tilfredshed med rettens afgørelse og vurdering af beviserne:
-Retten har i dag afsagt dom i en sag om grov vold ved brug af blandt andet kniv. Jeg er meget tilfreds med, at retten i store træk har vurderet beviserne i sagen på samme måde som anklagemyndigheden og dermed har fundet begge de tiltalte skyldige i grov vold mod hinanden.
Begge dømte har modtaget deres dom.
:NB:


