En 17-årig og en 21-årig mand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor de blev varetægtsfængslet i fire uger.
De er begge sigtet for at have været i besiddelse af en større mængde kokain med henblik på videresalg. Forholdet skal have fundet sted onsdag den 26. februar ved en adresse i Risskov.
De formodede gerningsmænd blev anholdt onsdag på adresser i Aarhus.
Af hensyn til efterforskningen, som ifølge Østjyllands Politi fortsat pågår og kan involvere flere personer, blev grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre. Retten imødekom anmodningen om dørlukning, og politiet ønsker derfor ikke at oplyse yderligere om sagen på nuværende tidspunkt.
Begge sigtede nægtede sig skyldige under grundlovsforhøret, men de kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling.


