Tip førte til narkofund i Randers – 30-årig sigtet

Et tip til Østjyllands Politi førte onsdag aften til en ransagning på en adresse i det centrale Randers, hvor politiets specialpatrulje fandt flere gram hash og en mindre mængde skunk.

Politiet henvendte sig på stedet og traf en 30-årig mandlig beboer, som blev informeret om baggrunden for besøget. Herefter foretog betjentene en ransagning af lejligheden.

De fundne stoffer blev beslaglagt med henblik på konfiskation og destruktion, og den 30-årige mand blev sigtet for besiddelse af narkotika. Han nægter sig skyldig.