Hver fjerde butik på Bornholm solgte alkohol eller tobak til mindreårige på Folkemødets første dag
Bornholm – Torsdag den 12. juni, på Folkemødets åbning, gennemførte Sikkerhedsstyrelsen 16 alderskontroller i butikker på Bornholm, hvor der sælges alkohol, tobak og nikotinprodukter. I fire af de kontrollerede butikker – svarende til 25 procent – solgte personalet ulovligt til en ung kontrolkøber under den fastsatte aldersgrænse.
Sikkerhedsstyrelsen har siden 1. juli 2024 kørt en forsøgsordning med unge kontrolkøbere, og i løbet af de godt 11 måneder er der gennemført næsten 1.500 kontroller på landsplan. Her har myndigheden konstateret overtrædelser i omkring 35 procent af tilfældene, hvilket betyder, at mere end hver tredje butik tilsidesætter reglerne om salg til mindreårige.
Reglerne lyder, at alkohol med en styrke på mellem 1,2 og 6 procent kun må sælges til personer over 16 år, mens stærkere drikke skænkes til eller sælges til personer, der er fyldt 18. Nikotin- og tobaksprodukter er ligeledes forbeholdt kunder over 18 år. På Folkemødets første dag var det netop disse aldersgrænser, unge kontrolkøbere skulle efterprøve – og resultatet understreger, at butikkernes ansvarsbevidsthed endnu ikke er tilstrækkelig.
– Det er uacceptabelt, at mange unge stadig kan købe alkohol, tobak og nikotinprodukter i strid med loven. Vi har et ansvar for at beskytte børn og unge, og derfor fører vi kontrol – også på tidspunkter og steder, hvor vi ved, at mange unge er samlet, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen, Stine Pedersen.
Udover de praktiske kontroller har Sikkerhedsstyrelsen i forbindelse med Folkemødet også deltaget i flere debatter om unges forbrug af alkohol, tobak og nikotin. Torsdag deltog Stine Pedersen i en paneldebat arrangeret af Kræftens Bekæmpelse under overskriften ”Hvordan gør vi Danmark tobaks- og nikotinfrit?”, mens vicedirektør Kirsten Wilbour Dam Christiansen samme dag deltog i en debat om forsøgsordningen med unge kontrolkøbere, ”Alkohol-agenter på statens regning – groft eller genialt?”, som var sat i regi af Det Kriminalpræventive Råd og Alkohol & Samfund.
Sikkerhedsstyrelsen gentager, at det er butikkernes eneansvar at sikre, at aldersgrænserne overholdes – ikke mindst ved større events som Folkemødet. Ved fortsatte overtrædelser kan butikkerne risikere bøder eller politianmeldelse.


