Når tusindvis af unge hvert år begynder på en videregående uddannelse, starter samtidig jagten på en bolig tæt på studiet. Men for mange er det en økonomisk udfordring at finde en bolig, der kan betales med SU. Det viser en ny analyse fra Finans Danmark.
I de store studiebyer – København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg – overstiger udgifterne til en gennemsnitlig ejerlejlighed på 50 kvadratmeter SU-satsen for udeboende studerende på 7.086 kroner før skat. I Aalborg er udgiften tættest på SU’en med omkring 7.600 kroner om måneden, mens en tilsvarende bolig på Frederiksberg koster op mod 15.000 kroner.
Private lejeboliger kan være et billigere alternativ, særligt vest for Storebælt. I Aalborg ligger huslejen for en nyopført privat lejebolig på 50 kvadratmeter på knap 5.000 kroner, mens prisen i København og på Frederiksberg er omkring 8.100 kroner. Et andet alternativ er almene boliger eller studieboliger, men her kan ventelisterne være lange – især i nærheden af uddannelsesstederne.
”For mange studerende kan det være svært at finde en bolig, der er til at betale og samtidig ligger tæt på studiet. Selvom huslejen nogle steder er lavere end SU’en, er der ofte kamp om de billige lejeboliger. Mange håber derfor på en almen- eller studiebolig, men ventetiderne er ofte lange,” siger Peter Jayaswal, underdirektør i Finans Danmark.
Samtidig er det også blevet vanskeligere for studerende at købe en ejerbolig. Udbuddet af mindre ejerlejligheder er faldet, og priserne er steget i flere af studiebyerne. På landsplan er der aktuelt kun 297 ejerlejligheder på op til 50 kvadratmeter til salg i de fem studiebyer – 23 færre end samme tid sidste år. I København er der 97, på Frederiksberg blot syv, mens Aarhus har 127, Aalborg 46 og Odense 20 lejligheder til salg i den kategori.
Priserne på ejerlejligheder er steget i København, Frederiksberg og Odense, men faldet i Aarhus og Aalborg. I København og Frederiksberg koster en 50-kvadratmeter lejlighed nu i gennemsnit 3,7 millioner kroner – en stigning på henholdsvis cirka 420.000 og 354.000 kroner siden sidste år. I Odense er prisen steget med cirka 51.000 kroner til 1,3 millioner. Til gengæld er priserne faldet i Aarhus og Aalborg med henholdsvis 76.000 og 61.000 kroner.
Ifølge Peter Jayaswal er der stor efterspørgsel efter små boliger, ikke kun blandt studerende, men også blandt singler, førstegangskøbere og ældre. Han peger på, at flere små boliger bør opføres for at imødekomme behovet – blandt andet ved at fjerne lokale krav om minimumsstørrelser i nybyggeri.
:NB:


