Danmark går sammen med Norge og Sverige om amerikanske våben til Ukraine i nyt NATO-initiativ

Danmark går nu sammen med Sverige og Norge om at støtte et nyt initiativ i NATO-regi, der skal sikre amerikanske våben til Ukraine.

Initiativet, som er lanceret af USA og NATO, skal muliggøre hurtig levering af militært isenkram, herunder ammunition til Patriot-luftforsvarssystemet. Danmark har i første omgang besluttet at bidrage med cirka 580 millioner kroner.

Initiativet består af en række våbenpakker, som er sammensat af USA i samarbejde med NATO og Ukraine. Målet er at imødekomme Ukraines akutte behov i lyset af de fortsatte russiske angreb, især fra luften.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen kalder det nye initiativ “et vigtigt element i Ukraines forsvarskamp mod Ruslands fuldskalainvasion”. Han fremhæver, at Danmark – i samarbejde med Sverige og Norge – fuldt ud bakker op om det amerikanske tiltag og understreger betydningen af det transatlantiske samarbejde.

”Hastighed er helt afgørende. Det er derfor, vi vil gøre vores bidrag tilgængeligt omgående. Såfremt der hos ukrainerne på et senere tidspunkt viser sig et behov for yderligere finansiering, er vi villige til at kigge på det også,” siger forsvarsministeren.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fremhæver, at Danmarks engagement både styrker Ukraines position og det europæiske ansvar for militær støtte: ”Med Danmarks finansiering af en våbenpakke sammen med Norge og Sverige giver vi Ukraine højt efterspurgte våbensystemer og understreger endnu en gang, at de skandinaviske lande er tætte og pålidelige allierede i NATO.”

Det danske bidrag sker via Ukrainefonden og bliver en del af det såkaldte Prioritized Ukraine Requirement List (PURL). Det samlede bidrag fra Danmark, Sverige og Norge vil kunne finansiere amerikanske våben for cirka 500 millioner USD, og det forventes, at det danske bidrag især går til luftforsvar og artilleri. De konkrete våbenkøb vil ske i tæt koordination med NATO, USA og øvrige allierede.