Tre  unge anholdt for planlægning af et skoleskyderi

Tre unge skal have planlagt et skoleskyderi på en skole i Kolding.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at man reagerede på baggrund af en anmeldelse, som man modtog fredag den 1. august vedrørende planlægning af et skoleskyderi, hvor Sct. Michaels Skole i Kolding og to konkrete personer var omtalt som fremtidige mål.

Samme dag som man modtog anmeldelsen blev tre mindreårige personer anholdt.

Dagen efter blev den ene af de anholdte – en 15-årig – fremstillet i grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab og varetægtsfængslet i 4 uger. Grundlovsforhøret blev holdt for dobbeltlukkede døre og der er nedlagt navneforbud i sagen.

De to andre mistænkte er begge under den kriminelle lavalder og blev løsladt efter afhøring. De sociale myndigheder er underrettet.

Vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at politiet handlede resolut på anmeldelsen.

-”Politiet er i gang med at efterforske sagen, som vi ser på med stor alvor. Politiet har været i dialog med både de mistænkte og deres forældre, de forurettede og deres forældre, ligesom Sct. Michaels Skole, Kolding Kommune og de sociale myndigheder er blevet underrettet. Jeg vil gerne understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget i efterforskningen, der tyder på, at der er en aktuel og konkret fare mod hverken den pågældende skole eller konkrete personer,” siger Torben Simonsen.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at efterforskningen stadig er i en tidlig fase.

:NB: