Flyvevåbnet træner strandlandinger på Rømø

Fra den 12. til den 14. august vil dele af Lakolk Strand på Rømø være afspærret, når Flyvevåbnet og allierede NATO-fly træner strandlandinger med transportfly af typen Hercules.

Øvelsen er en del af Flyvevåbnets rutinemæssige træning og har til formål at give piloter og besætninger erfaring med at lande på alternative underlag – som f.eks. sand – i stedet for traditionelle asfaltbaner. Dette er særligt relevant i forbindelse med operationer i Arktis eller i katastrofeområder, hvor infrastrukturen kan være utilstrækkelig eller ødelagt.

Samtidig træner operatørerne fra Air Transport Wing’s Z-team i opbygning af midlertidige landingsbaner. Det indebærer blandt andet at vurdere bæreevnen af underlaget, foretage opmålinger og etablere drift af landingszoner, før flyene kan lande.

Flyvevåbnet understreger, at træningen også styrker det internationale samarbejde i NATO og bidrager til alliancens samlede kampkraft.

Af hensyn til sikkerheden vil dele af stranden være lukket for offentligheden i træningsperioden. Det vil dog være muligt at følge øvelserne på afstand. Flyvevåbnet opfordrer besøgende til at respektere afspærringerne og følge anvisninger fra det tilstedeværende sikkerhedspersonel.

Øvelsens gennemførelse afhænger af vejrforholdene, og der gives daglige opdateringer om aktiviteternes status på Air Transport Wing’s Facebookside.