Politiet beslaglægger superbiler for 52 millioner kroner

En målrettet politiindsats mod hensynsløs kørsel i Londons West End har ført til, at Metropolitan Police har fjernet superbiler til en samlet værdi af over 6 millioner pund – eller ca. 51,8 mio. danske kroner – fra gaderne.

I alt blev 72 luksusbiler, herunder Ferrarier, Lamborghinier og Bentleyer, beslaglagt, fordi de enten var ulovlige at køre i eller blev ført på ulovlig vis. Operationen fandt sted fra fredag den 8. til søndag den 10. august og blev gennemført i samarbejde med Motor Insurers’ Bureau.

Baggrunden for indsatsen var bekymringer fra beboere, erhvervsdrivende og besøgende over en stigning i støjende og forstyrrende kørsel med superbiler i områderne omkring Hyde Park, Kensington og Chelsea.

Førerne fik bøder for en række færdselsforseelser, herunder kørsel uden forsikring eller kørekort, kørsel trods frakendelse, brug af falske dokumenter samt nummerplader med svigagtige oplysninger. Politiet fandt også flere stjålne køretøjer, ti biler uden gyldigt syn og elleve uden betalt vejskat.

Indsatsen afslørede desuden anden kriminalitet, hvilket resulterede i otte anholdelser for bl.a. vold og hærværk, narkobessidelse, tyveri af motorkøretøj og overtrædelse af udlændingeloven.