112 11 måneder siden

Togulykke: En person omkommet

Af: Rolf Larsen
Arkivfoto: analogicus / Pixabay

Fredag eftermiddag er der sket en togulykke syd for Bjerndrup mellem Kliplev og Tinglev.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at en person afgået ved døden og flere er kommet til skade. To personer skal, ifølge politiet, være fløjet væk i lægehelikopter. De pårørende til den afdøde er underrettet. 

Ifølge politiet er et IC3-tog og en landbrugskøretøj impliceret i ulykken.

Der var omkring 95 personer ombord på toget, da ulykken skete sidst på eftermiddagen.

Politi og redningsmandskab er fredag aften fortsat på stedet og politiet beder uvedkomne om at holde sig væk for at skabe arbejdsro for redningsmandskabet.

Hvis man er pårørende til eventuelle passagerer på toget, kan man kontakte Politiets Servicecenter på 1-1-4.

Syd- & Sønderjyllands Politi har oprettet opsamlingssted på adressen Bjerndrupvej 11, 6200 Aabenraa. Her kan pårørende til passagerer henvende sig fysisk.

Hvis man har været involveret i ulykken, er det vigtigt, at man kontakter politiet på tlf. 1-1-4 eller henvender sig på opsamlingsstedet for at blive registreret, oplyser politiet.

Ingen tog resten af døgnet

DSB oplyser, at der på grund af ulykken ikke kører tog på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg resten af døgnet. Der arbejdes på at skaffe togbusser til at køre på strækningen i stedet.

Togbusserne vil holde ved busholdepladsen på Tinglev Station, pladsen ved Kliplev station, busholdepladsen ved stationen i Gråsten og på busholdepladsen foran Sønderborg station. DSB opfordrer til, at man tjekker rejseplanen.dk hvis man skal ud og køre på strækningen.

Vi følger sagen….

Seneste opdatering kl. 19.43

Læs også Bilist havde promille på over 2,0 – så beslaglagde politiet bilen