Usutuvirus er igen blevet påvist i Danmark. To unge solsorte fra hovedstadsområdet er i august blevet testet positive for virussen, som sidste år blev fundet i næsten 60 danske fugle.
Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
Det er andet år i træk, at virussen konstateres i landet. I 2024 blev der registreret i alt 59 tilfælde i perioden august til oktober. De omfattede 56 solsorte, to store flagspætter og en rød glente. De seneste fund er sket via Faldvildtovervågningen og analyseret af Dansk Veterinær Konsortium – et samarbejde mellem Statens Serum Institut og Københavns Universitet.
-”Vi holder nøje øje med udviklingen. Selvom det indtil videre kun er to fugle i år, er det vigtigt at få indsamlet og analyseret de dyr, borgerne finder, så vi kan følge spredning af virus,” siger Louise Lohse, sektionsleder og dyrlæge ved Statens Serum Institut.
Usutuvirus overføres med myg og rammer især solsorte, men kan også inficere andre fuglearter. Syge fugle kan fremstå svage eller apatiske og vise ændret adfærd, såsom at miste koordination og falde under flyvning. Nogle dør uden synlige symptomer.
Hos mennesker kan usutuvirus i sjældne tilfælde give sygdom. De fleste oplever milde symptomer som feber, hovedpine eller udslæt, men personer med svækket immunforsvar kan udvikle alvorlige tilstande som hjerne- eller hjernehindebetændelse.
Borgerne opfordres til at bruge handsker ved håndtering af døde fugle. Selvom smitterisikoen fra fugle til mennesker er lav, kan døde fugle bære andre sygdomme. Finder man døde solsorte, kan man kontakte Faldvildtovervågningen, som står for overvågning af sygdomme hos vilde dyr i Danmark.
Patologivagten, der håndterer overvågningen, kan kontaktes på telefon 9350 9280 mandag til torsdag kl. 08.30-16.00 og fredag kl. 08.00-15.00 eller via mail på vildt@sund.ku.dk.
:NB:

