Tirsdag aften ved 21-tiden blev politiet kaldt til Pottemagertoften i Højbjerg, hvor der i forbindelse med en fest på stedet var udbrudt uoverensstemmelser og slagsmål på stedet.
Da politiet kom frem til stedet kunne betjentene konstatere, at der var tale om uenigheder mellem en mand og en kvinde, som kendte hinanden i forvejen. Betjentene fik parterne talt til ro og forlod stedet.
Kort efter måtte de dog køre tilbage, da der kom anmeldelser om, at slagsmålet nu fortsatte på Hattemagertoften.
Betjentene kørte til stedet og fandt her de to stridende parter. Den ene – en 54-årig kvinde – stod med en køkkenkniv i hånden, og råbte trusler og ukvemsord mod manden og den ene af betjentene. Hun blev derfor anholdt og sigtet for trusler og for overtrædelse af knivloven.

