Indland 10 måneder siden

Lars Løkke rejser til Israel og Palæstina

Af: Netavisernes Bureau
Lars Løkke Rasmussen –Foto: Kristoffer Jonsson/Udenrigsministeriet

I dag besøger den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Israel og Palæstina.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

Formålet med besøget er at mødes med nøglepersoner i regionen, herunder den israelske udenrigsminister Gideon Sa’ar og det palæstinensiske selvstyres premierminister Mohammad Mustafa.

Møder med israelske og palæstinensiske ledere

Under sit ophold i Israel vil Lars Løkke Rasmussen gentage Danmarks budskab om, at Israel bør ændre sin tilgang til situationen i Gaza. Han vil opfordre den israelske regering til at ophæve restriktioner på nødhjælp og sikre beskyttelse af hospitaler, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere i overensstemmelse med internationale forpligtelser.

Udenrigsministeren vil også presse på for, at Israel åbner for evakuering af patienter fra Gaza til Østjerusalem, hvor de kan modtage behandling på sikre hospitaler.

Besøg på hospital på Vestbredden

En del af besøget inkluderer en tur til et hospital på Vestbredden, hvor der er kapacitet til at behandle mange patienter fra Gaza, hvis de nødvendige tilladelser fra den israelske regering bliver givet.

Reformer i det Palæstinensiske Selvstyre

I Ramallah vil Lars Løkke Rasmussen mødes med premierminister Mohammad Mustafa. Her vil han opfordre det Palæstinensiske Selvstyre til at fortsætte med at implementere reformer, tage afstand fra Hamas og afholde valg.

-“Danmark har længe opfordret den israelske regering til at lægge kursen om. Det rejser jeg nu til Israel for at gentage direkte over for den israelske udenrigsminister. Jeg ser også frem til at møde den palæstinensiske premierminister for blandt andet at appellere til, at det Palæstinensiske Selvstyre intensiverer arbejdet med de reformer, der skal til for, at vi kan anerkende Palæstina i en forhåbentlig ikke så fjern fremtid”, udtaler Lars Løkke Rasmussen.

:NB:

Læs også Sammenfald? – navn på verdenskendt skuespiller optræder i liste over glemte bankkonti