Mandag blev tre mænd på henholdsvis 17, 24 og 26 år idømt fængselsstraffe for et særdeles groft overfald på en 51-årig mand i Assentoft ved Randers.
Overfaldet fandt sted den 17. november sidste år og har efterladt offeret med alvorlige varige skader.
Retten fandt de tre mænd skyldige i vold af særlig farlig karakter. Den 17-årige blev idømt fire års fængsel, mens de to ældre medgerningsmænd hver fik fem års fængsel.
Den 51-årige mand var taget til en grusgrav i Assentoft for at mødes med en 24-årig bekendt. Kort efter ankomsten blev han overfaldet. Den 24-årige trak en peberspray og sprøjtede ham i ansigtet, hvorefter to andre gerningsmænd dukkede op. Her blev den 51-årige gentagne gange slået med hammer og koben, truet med kniv og frarøvet sit kreditkort, som gerningsmændene senere hævede flere tusinde kroner på.
Overfaldet blev optaget på video og delt på Snapchat.
Det lykkedes offeret selv at skaffe hjælp, men han pådrog sig så alvorlige skader, at han blandt andet mistede det ene øje og fik brækket kæben.
“Det var et meget farligt og voldsomt overfald, og retten var enig i anklagemyndighedens vurdering i, at det var så groft, at der var tale om særdeles skærpende omstændigheder,” udtaler Rosa Pape, senioranklager i anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.
De tre mænd blev anholdt samme dag som overfaldet og varetægtsfængslet dagen efter. Politiets efterforskning viste, at motivet bag overfaldet formentlig var en blanding af økonomiske og personlige forhold.
“Det ser ud til, at det har været en blanding af et økonomisk motiv og et personligt motiv, der handlede om, at gerningsmændene manglede penge og havde en opfattelse af at være blevet krænket af den 51-årige. De påståede krænkelser har politiet dog ikke kunnet finde bevis for. Det forhold, at man overbeviser sig selv om, at det man gør er selvtægt eller på anden måde berettiget, gør ikke, at det bliver lovligt. Og sagen viser også, hvor voldsomme konsekvenser det kan få, når man bliver grebet af en blodrus i sådan en situation,” siger Rosa Pape.
De tre dømte nægtede sig skyldige og udbad sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke.
:NB:

