Natten til torsdag udbrød der brand i en bygning på Østervold i Randers. Alarmen indløb kl. 02.45, og politi, brandvæsen og sundhedspersonale rykkede talstærkt ud til stedet.
Ilden bredte sig hurtigt til bygningens tag, og flere beboere måtte evakueres – både ved hjælp af stigevogne og med assistance fra brand- og politifolk, mens andre selv kom ud. Otte personer blev kørt til skadestuen med mistanke om røgforgiftning, men ingen kom alvorligt til skade. Branden blev slukket kl. 03.50.
De første undersøgelser peger på, at branden kan være opstået på et parkeringsdæk og derfra bredt sig til resten af bygningen. Politiet efterforsker nu brandårsagen og søger vidner, der har været i området mellem kl. 02.00 og 03.00, eller som har andre relevante oplysninger. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.

